Planter på parade

Allerede i begyndelsen af 1700-tallet var Gisselfelds haver fortryllende; et pommeranshus fyldt med laurbær og citrustræer, fontæner af bly, sandstens figurer, vaser i italiensk stil og talrige planter i potter. De eksotiske træer blev eftertragtede først og fremmest for deres frugts skyld,
men også fordi træerne med deres stedsegrønne blanke blade og duftende blomster var smukke.

Igennem hele Gisselfelds lange historie har dyrkning af eksotiske og usædvanlige vækster spillet en central rolle i herregårdshavens udvikling.

Peder Oxes nåletræsplantage var ganske enestående i landet og dannede begyndelsen af en plantepassion som erobrede Gisselfelds ejere og administratorer igennem flere hundrede år.

At samle en kollektion af citrus og andre subtropiske planter var højeste mode for overklassen men disse eksotiske planter fra middelhavslandende
kunne ikke modstå det danske klima uden beskyttelse om vinteren. Et simpelt pommeranshus eller nærmere betegnet ”orangeri” blev opført i haven som overvintringssted for de sarte sydlandske planter men det blev hurtig for småt til den voksende samling. Orangerier i 1700-tallet var enten murede bygninger med fast tag og relative store vinduer eller som på Gisselfeld, mindre bygninger bygget i træ med glas i rammer.

I løbet af 1700-tallet, begyndelsen af 1800-tallet blev søerne omkring Gisselfeld udvidet, nye alléer plantet og den romantiske engelske havestil forstærket.
Orangeriet blev flyttet tættere til hovedbygningen og gården og med den nye placering blev huset integreret i herregårdens pulserende centrum
sammen med landbrugsbygninger, stalde og produktionsarealer.

I disse år kom mange af de nye plantetyper, fundet i kolonierne, til Europa og det tog ikke lang tid før man dyrkede ananasplanter, kaffe, vin, fersken og abrikos på Gisselfeld. Gartneriet blomstrede og der blev bygget flere væksthuse og mistbænke i træ.

Planterne dyrkes primært med henblik på at give besøgende størst mulig oplevelse i form af farver og dufte.

Landskabsarkitekt Gregory Bryan Kobett

Plantegrupper og plantetyper

Klassiske koldthusplanter er plantegrupper som hører til de subtropiske/mediterrane klimazoner; selve middelhavsområdet, Sydafrika, New Zealand og Australien samt Californien.
Det er planter som myrter, laurbær, nerium, kamelia, oliven, palmer, akacie, jordbærtræ, granatæbler, abetræ, fuchia mm.
Disse planter indgår i vores “orangeri-samling” – de er inde om vinteren, men har faste udendørs pladser om sommeren.

Plantetyper som kræver lidt varmere vintertemperaturer end i subtroperne findes i hhv øst- og vestfløjen; begonier, ficus, liljer, phormium, cordylines og flere citrusarter. Vores samling af sukkulenter og kaktus endelig blevet “samlet” og har fundet deres plads i østfløjen

Andre plantegrupper som har opnået en større opmærksomhed fra os er duftpelargonier, zonalepelargonier og mange slags agapanthus.